Jens A. Hald Al-Sheikhali

Vi skulle gå fra Chiawa Camp 1 til Chiawa Camp 2, som var en 10 kilometers hike. I dag var det et overskueligt terræn og den nemmeste dag indtil videre, men den begyndte med dårligt vejr.

Da vi var klar til at tage afsted om morgenen med alt gear på, nåede vi at gå få skridt, og så begyndte det at regne. Et godt tip er altid at tage solcreme på, også selvom der er skyer og regn. Mine hænder er helt forbrændte lige nu, det gør heldigvis ikke så ondt, som det ser ud til. Jeg håber, det er en mild forbrænding, men det ser ret voldsomt ud.

I morgen skulle være den hårdeste dag indtil nu, hvor vi når Lava Tower og vil være omkring 4750 meters højde. Jeg tror, det bliver første gang, vi virkelig mærker højdesyge. Forhåbentlig bliver det milde symptomer som hovedpine osv., men vi får se.

Hvis man bliver dårlig undervejs, hvordan håndteres det så af guiderne? Har de medikamenter med, og er der en læge til stede?

Guiderne sørger løbende for at holde øje med gruppen, derudover så bliver der lavet et tjek hver aften, når vi har spist. Der kommer vores guide ind og måler vores puls og ilt i blodet, og man svarer på nogle spørgsmål så som, har man hovedpine, kvalme, diarre, svimmelhed etc.

Vi har fået at vide, at man godt kan fortsætte, selvom man har flere af symptomerne på højdesyge, og det er her, at psyken kommer til at spille ind. Om man er stærk nok til at fortsætte, selvom man ikke er på toppen. Går man hen og får et decideret ildebefindende og problemer med at trække vejret og skal have ilt, så er det dog slut. Der vil du blive hjulpet ned af bjerget, og så får du ikke lov til at fortsætte.

Følte du dig i trygge hænder på det her tidspunkt?

Ja det gjorde jeg, og der var det også endnu en fordel at være i så god en gruppe, hvor man har følelsen af, at vi alle sammen var gode til at holde øje med, om vi alle havde det godt.

Det er temmelig tåget her i Barranco Camp; vi er så højt oppe, at vi går i skyerne. Som jeg sagde i går, skulle det blive hårdt i dag, og det var det virkelig. Man går meget langsomt, når man er over 4000 meters højde. Guiderne gentager hele tiden "polepole", som betyder "langsomt".

På vej til Barranco Camp kom vi forbi et vandfald, som vi skulle ned ad, hvor der sneede på samme tid. Der var et par amerikanske grupper bag os, som sagde, at det var vanvittigt og meget farligt, men vi klarede den og kom ned i god behold. Nedstigningen ved vandfaldet var meget hårdere end at gå op ad. Jeg har ikke højdesyge endnu, og i Barranco Camp, vi er kommet til, er vi nede på 3900 kilometer. Nu har vi kun to dage tilbage. Det bliver spændende.

Endnu en dag er gået, og vi er nu i Karanga Camp. Vi startede dagen med at bestige Barranco-muren, den var stejl og meget høj, den var nok over 100 meter, hvor vi klatrede hele vejen til toppen.

Alle kom godt igennem, og vejret var heldigvis også med os, vi havde sol og varme hele tiden, da vi kom til toppen, var det fantastisk.

Kort tid efter var vi i Karanga Camp, hvor vi fik aftensmad, og så startede det med at regne. Det var massiv regn. Vi har fået instruktionerne for i morgen, hvor vi skal på en lille vandring til et camp, der ligger på 4650 meters højde.

I morgen bliver også en stor dag, for når vi kommer, der hvor vi skal være, skal vi spise frokost, herefter skal vi sove nogle timer, indtil vi skal spise aftensmad, og så skal vi sove igen. Til midnat i morgen bliver vi vækket af guiderne, for så går turen op til toppen. Det bliver vildt, det glæder jeg mig til. Jeg har fortsat ikke højdesyge, men jeg har smerte i mit ene knæ, men jeg er ved godt mod.

Hvordan går det med søvnen på det her tidspunkt? Kan du uddybe, hvad der skete med dit knæ? Var det noget, du var nervøs for? 

Søvnen er mere sporadisk, og det bliver mest til længere hvil eller små perioder med søvn, som aldrig går hen og bliver den dybe søvn.

I forhold til mit knæ var det ren overbelastning. Jeg havde ikke på noget tidspunkt problemer, når vi gik op af, men ned af var simpelthen for voldsom en belastning i længden. Det er også en ting, som, når jeg ser tilbage på turen, kom bag på mig. Når man bestiger et bjerg, så tænker man altid, at det er op af, men man bruger også meget tid på at gå ned af i meget stejlt terræn.

På det her tidspunkt kunne jeg nærmest ikke gå et skridt ned af uden at prøve at kompensere ved kun at lande på mit højre ben og lade det tage stødet, men det var næsten uudholdeligt. Vil til hver en tid hellere have klatret 3 kilometer højere op end at gå 100 meter ned på det her tidspunkt.

Jeg var ikke nervøs for at det skulle blive en showstopper for mig, så længe jeg ikke mærkede til det op af. Der kunne jeg godt bare skubbe tanken til side, og så måtte jeg tage det ”problem”, når toppen var nået, og vi skulle hele vejen ned igen.

Dag 8 når I toppen, vil du sætte nogle ord på oplevelsen? Var det som du havde forestillet dig? Kunne du nyde det, eller var du for afkræftet?

Da jeg blev vækket ved midnat og får tændt min pandelampe og lyner op i mit telt glimter hele indersiden af mit ydertelt pga. frost. Det var ret specielt. Når man så trådte ud til en stjerneklar nat og fuldmåne, gav det en følelse af ekstra energi og motivation til at klare de sidste 5 kilometer. Den dag her var uden tvivl det mest krævende, jeg nogensinde har udsat mig for mentalt, og jeg havde nok undervurderet den dag, fordi alt var gået så godt indtil da.

Det tog 7 timer at gå de 5 kilometer, så at sige at tempoet gik meget langsom er nok en underdrivelse. Jeg fik hovedpine, blev småsvimmel, hvis jeg kiggede andre steder hen end mine fødder, problemer med maven, men uden at det udviklede sig heldigvis. Derudover var der nogle grupper, der spillede alt muligt musik ud fra små højtalere, de gik med, og det gav bare en masse larm, der for mit vedkommende i hvert fald også påvirkede mig negativt. Så hvis jeg skal beskrive de første 4 kilometer, så var det lidt et helvede. Tror ikke jeg sagde mere end 5-10 ord den nat på vej op, da jeg bare var max presset.

Den sidste kilometer blev gået, imens solen var på vej op i 70 cm sne og op over skyerne, det var lidt som at gå på en anden planet, da man nåde derop og kiggede rundt. Samtidig gav det bare et kæmpe mentalt boost at blive ramt af lyset, og så lyden af at træde i sneen samtidig med, der bare var totalt stille. Alle var jo så udmattede, at der ikke blev snakket eller noget. Så at gå der med sne hele vejen omkring en, og så med skyerne som et hav i horisonten, var virkelig magisk.

Til sidst når man jo hen til det famøse skilt, hvor alle får taget deres billede for at vise, man ramte toppen. Man har kun omkring 10 minutter deroppe, før turen går tilbage af igen. Til dels pga. udmattelsen og så den tynde luft. 

Nåede alle i gruppen toppen? Hvor lang tid tog det for jer at komme ned igen?

Ja, hele gruppen nåede toppen, så det var virkelig fedt. Og at kunne stå der med min far var også et specielt øjeblik for mig.Det, der også gjorde det ekstra særligt, var, at vi, da vi kom tilbage til vores camp, havde en lille pause på cirka en time. Her overraskede Lars fra vores gruppe os med fem guldmedaljer, som han havde fået indgraveret med vores navne og en inskription, der fortalte, at vi havde nået toppen. Det var virkelig en sjov og speciel ting.

Nedstigningen gik virkelig hurtigt og tog kun 1,5 dag, da man ikke skulle akklimatisere. Det betød dog, at mit knæ igen led meget og var næsten uudholdeligt. Men vi klarede det alle!

På sin tur til Kilimanjaro bar Jens vores casual bukser, funktionsjakke, hue og 1927 t-shirt.