På toptur i de norske bjerge

Christian Reimers

Artikel og projekt: Marco Storm Braskov & Liv Thorsted
Udgivet: 15/10 2023
Tema: The Lindbergh Community

Vi tog til Norge for at besøge outdoor entusiast, Christian Reimers og fik en snak om, hvad der har motiveret ham til at rykke teltpælene op for at forfølge et liv med sin familie, hvor de kan kombinere kærligheden til ski og natur med et spændende arbejdsliv og karriere.

For at se dette indhold skal du tillade følgende cookies:

Marketing
Statistiske

Interview

Kan du fortælle lidt om dig selv?

Jeg hedder Christian Reimers og er dansk, men bor i Harstad i Nord-Norge. Her har jeg boet med min familie i fire år nu. Jeg arbejder på det arktiske universitet i Norge - på handelshøjskolen - hvor jeg først var universitetslektor, og nu er igang med et doktorgrads forløb eller en Ph.d-grad. Jeg forsker i organisationsteori og human resource management og er interesseret i, hvordan organisationer og virksomheder udvikler sig og påvirker regionale sammenhænge.

Men altså, en anden væsentlig årsag til, at vi er i Nord-Norge er, at jeg altid har været ekstremt glad for vinter, ski, fjeld og vild natur.

Jeg er opvokset i København og er på den måde formet af en storby, men jeg har altid været tiltrukket af udkantsområder og har med jævne mellemrum bosat mig i små bjergrige områder og ofte med ski i tankerne. Så det er egentlig derfor, vi her. For at finde balancen et lidt mindre sted mellem et interessant arbejde og muligheder for natur, vildmark og ski lige uden for døren.

- Christian er iført en ternet skjorte og hvid t-shirt

Jeg har stået på ski fra jeg var helt lille, men de første mange år var det jo bare et par uger om året i Sverige, som mange normale danske familier gjorde det.

- Christian Reimers

Har du altid haft et drive til at rejse og opleve ting?

Jeg har stået på ski fra jeg var helt lille, men de første mange år var det jo bare et par uger om året i Sverige, som mange normale danske familier gjorde det.

Min far arbejdede i Sverige og havde tilgang til en masse fjeldhytter via sit arbejde, som vi ofte lånte. Samtidig havde vi selv en ødegård i Sverige et par timer fra København, som lå inde i skoven ved breden af en sø. Jeg er derfor vokset op med svensk natur både vinter og sommer og har altid været utrolig glad for kontrasten mellem at bo i et helt normalt villakvarter i forstæderne til København og så den vilde natur i Sverige, hvor der er vinter, ski og eventyr i vildmarken. Det synes jeg var spændende, fra jeg var helt lille.

Jeg havde en fætter som tog til alperne på et sabbatår efter skolen. Han var vel 6-7 år ældre end mig, og jeg synes, han var super sej. Så det gik tidligt op for mig, at det var noget, kunne man gøre. At tage til alperne og stå på ski dagen lang. På et tidligt tidspunkt var jeg derfor helt overbevist om, at det var noget, jeg skulle når jeg blev gammel nok.

Så da jeg var færdig med gymnasiet, tog jeg til St. Anton i de østrigske alper for at arbejde og stå på ski. Det gjorde jeg så i en årrække hver vinter og var hjemme i København og arbejde om sommeren. Sådan skiftevis frem og tilbage men med det udgangspunkt, at jeg gerne ville have så meget tid til at stå på ski i bjergene som muligt.

- Christian er iført en army quilted jakke, ternet skjorte, hvid t-shirt og sorte chinos.

Så har det sådan set varet ved. På et tidspunkt blev det mere natur og friluftsliv generelt.

Jeg begyndte som guide i Grønland, mens jeg læste på universitetet og var deroppe for at lave feltarbejde flere gange. Jeg var ekstremt fascineret af Grønland, grønlandsk kultur og livet i Arktis. Jeg endte med at bo deroppe i et par år, hvor vi havde hundeslæder og gik meget på fjeldski.

Fascinationen af Arktis og bjerge har ligesom ligget der hele tiden. Så tidligt jeg kan huske, læste jeg de her ekspeditionshistorier fra udforskningen af de polare egne for 100-150 år siden. Alle de store polarekspeditioner. De norske, med Nansen og Amundsen, men også de danske med Knud Rasmussen, Peter Freuchen, Ejnar Mikkelsen, Jørgen Brønlund og så videre.

På en eller anden måde har det altid stimuleret min fantasi med de her bjergrige vildmarksområder. Den interesse har jeg forfulgt, selvfølgelig på en lidt mere tryg måde, når man sammenligner med de store ekspeditioner. Nu gør jeg det så på en moderat måde med ski – nogle gange lidt vildere ting og andre gange helt i det små med min familie og mine børn. Jeg har 2 piger på 6 og 9 år, som jeg er meget på fjeldet med.

Det med at kombinere et godt og trygt familie og barneliv med de vildere muligheder på fjeldet, det synes jeg, vi får heroppe i Nord-norge på en måde, jeg ikke helt har set andre steder.

- Christian er iført en ternet skjorte, hvid t-shirt og sorte chinos.

Hvad fik jer til at flytte familien op til Nordnorges vilde natur og væk fra det danske byliv?

Jeg mødte min kone lige før jeg fik tilbudt arbejde i Grønland. Hun var ligeså fascineret af det som mig og flyttede med. Vi boede sammen deroppe et par år i og satte enormt stor pris på de fjeldmuligheder, der var. Det var et kæmpe eventyr for os men af forskellige årsager som blandt andet arbejde, så flyttede vi på et tidspunkt til København igen. Der havde jeg egentlig lagt fjeld og vinter lidt hylden og var måske mere gennemsnitlig i min tilgang med lidt ski eller vandreferie et par gange om året.

Da vi så fik vi børn, var der ligesom også en periode, hvor man jo var noget begrænset i forhold til de fjeldaktiviteter, jeg tidligere havde rodet mig ud i. Men på en eller anden måde har det hele tiden ligget i baghovedet, at jeg en dag skulle flytte med min familie et sted hen, hvor der var bedre muligheder for hverdagseventyr på fjeldet.

Det synes min kone heldigvis også var en god ide, så vi blev ret hurtigt enige om, at når ellers at tiden passede, og at det gav mening sådan rent praktisk i forhold til vores børn og arbejde, så havde vi tænkt os at forfølge det. Vi elskede Grønland på alle måder og gør det stadigvæk men i forhold til skole, uddannelse og arbejde, så synes vi alligevel at en lidt større by i Nord-Norge var mere interessant.

- Christian er iført den army fishtail parka, strikket hue, blue jeans og merino strik

Der kan Nord-Norge virkelig noget, altså den måde som Norge udvikler udkantsområder på i modsætning til den måde, jeg oplever, man gør det i Danmark. I Danmark har man måske været mere direkte i forhold til at centralisere mange af de grundlæggende faciliteter og institutioner i udkantsområder. Det gør man i mindre grad i Norge - måske fordi geografien byder på andre betingelser. En by som Harstad, hvor vi bor, er en moderne by med et væld af kultur og uddannelsesinstitutioner og et ressourcestærkt lokalsamfund. Det synes vi var meget attraktivt som familie med børn. At kunne kombinere de ting vi elsker uden, at vi i udpræget grad må gå på kompromis med andre af livets forhold. Harstad er en by hvor der er meget fokus på, at det skal være attraktivt for småbørnsfamilier at bosætte sig. Det passer utrolig godt, der hvor vi er i livet.

Hvordan er klimaet heroppe og de forskellige årstider?

Der er en anden kontrast knyttet til årstiderne heroppe, som vi synes er enormt spændende. Der er ekstreme forhold både sommer og vinter i Arktis. Her lokalt i Harstad har vi et lidt mere kystnært klima. Det er lidt varmere end gennemsnittet i Arktis på grund af golfstrømmen, men der er jo stadig en vinter som i hvert fald varer et halvt år. Det synes vi er rigtigt fint. Samtidig er vi så højt oppe mod nord, at der er både midnatssol og vintermørke i næsten to måneder, sommer og vinter. Det betyder, at der er en kæmpe kontrast hen over året fra en meget arktisk mørk og kold periode til en kort men ekstremt produktiv, frodig og lys sommerperiode. Sådanne kontraster trives jeg rigtigt godt i.

Det gør jo også, at man på en eller anden måde, når man lever heroppe, hele tiden er i en omstillingsperiode, hvor man er på vej ind i en ny årstid. Og med nye årstider er der nye aktiviteter og nye ting, man kan og gør.

Hvad kan man opleve i Harstad, og hvad er særligt ved området?

Vi har erfaret, at folk heroppe typisk har ganske mange forskellige interesser, som passer til de forskellige årstider.

Sæsonerne afløser ligesom hinanden henover hele året. I efteråret kommer der is på søerne oppe på fjeldet tidligt, og folk begynder at stå på skøjter, det bliver så afløst af den første sne i november eller december, hvor man begynder at stå på langrendsski. På et tidspunkt så kommer der nok sne til at topture og alpint skiløb bliver muligt, og det afløses så af et forår hvor sneen først forsvinder fra de lavtliggende områder og i havområderne ud mod Lofoten, så begynder folk at fokusere på trailløb, klatring eller cykling. Der er enormt gode muligheder for mountainbike i fjeldterrænet og den lokale cykelklub har netop lykkes med at får stablet en cykelpark i verdensklasse på benene.

Det med at udeaktiviteterne følger de muligheder, der er henover årstiden, det gør jo, at man ikke rigtigt når at gå i stå og tænke; Uh nu bliver det mørkt eller åh, nu bliver det et eller andet. Dette fordi man hele tiden glæder sig til, at nu begynder cykelsæsonen, eller nu begynder langrendsæsonen, og det passer godt til mit temperament at have et års rul på den måde.

- Christian er iført den beige fleece jumper, sorte tekniske jakke, sorte tekniske bukser og strikket hue

Hvordan forbereder man sig bedst til en toptur, og hvad indebærer det?

Toptur er det noget af det, vi gør meget, særligt de sidste måneder af vinteren hvor topturs-sæsonen er på sit højeste. Det er der lyset begynder at komme tilbage, samtidig med at der fortsat er masser af sne på fjeldet. I Nord-Norge er der mange små alpine anlæg rundt omkring i de her små byer, og så er der lidt større anlæg inde i Narvik.

Men en stor del af attraktionen er jo at komme ud på de her fjelde, hvor der ikke er så mange mennesker, og hvor der ikke er pister. Lokalt i Harstad er der masser mennesker der står på ski men størstedelen er uden for alpinterrænet. For tiden boomer topturs aktiviteterne virkelig. Det harmonerer egentlig meget fint med, at der for nylig var en stor nordnorsk skistjerne, der hedder Nikolaj Schirmer, som har kørt et projekt, han kaldte ”Save our Winters”, hvor han understregede det paradoksale i, at de her store skianlæg var enormt energikrævende at holde kørende og på den måde bidrager til, at vintrene bliver kortere og kortere. Der er derfor en stor interesse for en tilbagevenden til det helt basale og simple.

Gå op ad bjerget ved egen kraft – eller "egen maskin”, som man siger i Norge - og kør på ski ned. Det tiltrækker mange nye til sporten for tiden, og det er også noget, vi gør meget og er utrolig glade for.

Det er selvfølgelig klart, at det bliver en anden type af aktivitet. Man skal sætte utrolig meget pris på at gå opad i timevis og en relativt kort nedfart. Det bliver i højere grad en oplevelse, hvor man er nedsunket i naturen på dens præmisser og en mere fysisk krævende aktivitet. Toptur handler kort sagt om, at man har særlige skind og bindinger, som gør, at man kan gå opad med løs hæl uden at glide baglæns, og så kan man klikke hælen fast og tage skindene af, så man kan køre ned i dyb sne, som på almindelige alpinski, når man har nået toppen.

- Christian er iført den beige fleece jumper og strikket hue

Balancen mellem selve skikøringen og den mere krævende fysiske aktivitet er jo anderledes end den typiske danske skiturist måske er vant til fra skianlæg rundt om i Europa, men vi synes det er enormt spændende. Det betyder jo selvfølgelig også, at man ofte bevæger sig ind i fjeldterræn var der er risiko og langt til hjælp, hvis uheldet er ude. Det kræver, at man har lidt viden, og det kræver, at man har forberedt sig grundigt på den tur, man har udvalgt sig.

Det er f.eks. ikke muligt at regulere lavinefaren overalt i et vildmarksområde som dette. Laviner er en helt reel risiko, og der dør folk af laviner i det her område hvert år. Så det skal man tage alvorligt. Det indebærer, at man skal orientere sig godt i forhold til vind, vejr og naturens beskaffenhed generelt. Man skal orientere sig i forhold til vejr-historikken. Hvordan er sneen er faldet? Hvor er vinden kommet fra? Hvordan har temperaturudviklingen været den seneste tid. Det er nødvendigt for, at man kan lave en vurdering af den dagsaktuelle struktur på sneen og dermed en vurdering af dagens lavineproblem. Disse vurderinger bruger vi så til at vælge hvilken toptur, som kan være tryg at gå den ene eller anden dag.

Det er selvfølgelig klart, at det bliver en anden type af aktivitet. Man skal sætte utrolig meget pris på at gå opad i timevis og en relativt kort nedfart. Det bliver i højere grad en oplevelse, hvor man er nedsunket i naturen på dens præmisser og en mere fysisk krævende aktivitet.

- Christian Reimers

Hvad skal man særligt vide, inden man begiver sig på toptur?

Baseret på viden om temperatur, vind, sol, nedbør og historikken som snelagene er opbygget af, vurderer man om det f.eks. vil være trygt at gå op igennem en dalsænkning, eller om det er bedre at holde sig til en rygformation. Eller om det vil være bedst at holde sig i terræn uden for stor hældning, eller om forholdene er trygge nok til at bevæge sig ind i stejlere terræn. Det handler om, at man skal orientere sig grundigt og så skal man lægge et rutevalg på dagen, som matcher det dagsaktuelle risikobillede.

Det kræver selvfølgelig nogle færdigheder og noget viden, men det er jo noget man stille og roligt bygger op over tid.

Derudover er der nogle grundlæggende fjeldadfærdsregler som er fornuftige at forholde sig til. Sådan noget som at man typisk går i en gruppe og sjældent alene. Man har altid lavineudstyr med, så man kan finde hinanden, hvis der skulle blive brug for det.

Alt det med terræn kendskab, fjeldadfærd og udstyr er en dimension ovenpå i forhold til det almindelige alpine skiløb, som jeg synes er interessant. Det kræver at man har et andet blik på bjerget og på naturen, når man færdes i den på den måde.

Hvordan skiller toptur sig ud fra andre aktiviteter?

Det er det samme, som når man i Grønland kører hundeslæde, så kigger man på bjerget på en speciel måde, fordi man orienterer sig efter, hvor der er muligt at bevæge sig hen. Hvordan får jeg lettest hundene og slæden over det terræn? Op over den her fjeldryg? Hvad vil være sikkert for alle? Den der kombination af, at man har en konkret aktivitet og noget udstyr der muliggør aktiviteten, giver et særligt blik, et særligt perspektiv på bjerget, som jeg synes er interessant.

Selvfølgelig stimulerer naturen heroppe sanserne og en dag på fjeldet er altid enorm smuk, fyldt med naturæstetik og ud af kroppen-agtige oplevelser, men for mig knytter det sig også an til en konkret måde at gå til bjerget på, fordi jeg har en aktivitet, som kræver, at jeg gennemskuer, hvordan kommer jeg hurtigst op til den top? Eller hvad er en tryg rute i dag? Det bliver også meget lavpraktisk. Man læser naturen på en anden måde med det i tankerne, og det gør noget ved opmærksomheden, når man er i naturen, at man har en konkret aktivitet, som giver naturen indhold, udover den rene rekreative naturromantiske refleksion. Man er på en eller anden måde nedsunket i en aktivitet i naturen. Det gør meget for mig.

Jeg sætter også pris på naturæstetikken og skønheden. Det gør jeg enormt meget, men i kombinationen med at jeg har en særlig aktivitet, gør det at jeg ligesom kan løfte mig ud af hverdagen, som jo ultimativt set er det, man gør, når man bevæger sig rundt i naturen.

Det er jo en slags eskapisme, man bevæger sig lidt ud af hverdagstrummerummen, man nedsænker sig selv i en anden kontekst, hvor hovedet ligesom får mulighed for at følge nogle andre spor uforstyrret. For mig er det, det der sker, når jeg går til bjerget på den måde, så fjernes alle de andre ting som i hverdagen kan fylde i hovedet.

Jeg sætter også pris på naturæstetikken og skønheden. Det gør jeg enormt meget, men i kombinationen med at jeg har en særlig aktivitet, gør det, at jeg ligesom kan løfte mig ud af hverdagen, som jo ultimativt set er det man gør, når man bevæger sig rundt i naturen.

- Christian Reimers